Musik kan noget!
I musikskolen er musikken det, vi samles om, og det, der binder
os sammen. Hvor forskellige vi end er; "Når vi synger og spiller
sammen, hører vi sammen!"
Det betyder bestemt ikke, at vi
ikke er bevidste om de mange "opbyggelige" positivt
afledte effekter, der følger med arbejdet med musik. Om man kalder
hele dette felt understøttende, læring-for-læring,
"dannende", eller om man har fokus på
undervisningsparathed, transfer, 21st century skills eller
måske en anden tendens, teori eller Zeitgeist, man kan
tale ind i, er for os lige meget. - Musik kan noget! Arbejdet med
musik kan noget helt unikt, og vi bekræftes dagligt i, at vores
skoleform ikke bare skaber den kommende generation af musikere, men
også er med til at skabe stærke, kompetente, ansvarsfulde og
handlingsparate unge mennesker, der over en bred kam succesfuldt
kommer videre i uddannelse, videre i job og videre i livet.
Listet herunder en
række grunde til, at vi tror på musikken;
Hvorfor Musikskolen
- Fordi man måske har en spirende interesse for musik, der
skal underbygges og imødekommes
- Fordi man hos os kan dyrke sin interesse for musik med
lærere, der er eksperter på hver deres instrument og brænder for at
formidle denne passion videre.
- Fordi man hos os kan få et årelangt tilhørsforhold til
samvittighedsfulde lærere og kammerater. Musik og identitet går
hånd i hånd, specielt i unge menneskers liv.
- Fordi man elsker musik og kan lide at fordybe sig i det
at spille - alene eller sammen med andre.
- Fordi musik indbefatter sociale- og forpligtende aspekter
på sammenspilsholdene. Det at lytte, mærke og lære at give andre
plads samtidig med, at der er brug for én.
- Fordi musik i en digital kultur og en "præstationskultur"
kan være en modkultur, der handler om "det
langsomme", det "oprindelige", nerve, intensitet og
touch - eller "følelse"
- Fordi musik er en sund måde at sætte udtryk på en
mangfoldighed af følelser.
- Fordi musik handler om det kreative, det emotionelle, om
nysgerrighed, evne og vilje til samarbejde.
- Fordi man i arbejdet med musik lærer værdien af
fordybelse og det at en dedikeret indsats giver
resultater.
- Fordi arbejdet med musik indbefatter strategier til at
bygge op og få noget gennemført, prøve af,
forfine, at kunne eksperimentere,
lære at være kritisk og forholde sig konstruktivt til at
fejle.
-
Fordi vores undervisningsform udfordrer og giver ansvar i
en opbyggelig proces, hvor der hele tiden arbejdes med næste
udviklingszone med pædagoger, der er deres ansvar
bevidst som rollemodeller, undervisere og når det kommer til den
tætte funktionelle relation, de har til den enkelte
elev.
- Fordi man i arbejdet med musik lærer at vedholdenhed,
omhyggelighed, selvkontrol og disciplin er centrale færdigheder,
når det kommer til evnen til at nå personlige mål. Vi træner, evne
og vilje til at træffe beslutninger og håndtere
udfordringer.
- Fordi at man hos os også kan få værktøjer til at få
indfriet sine musikalske ambitioner, hvis man har sådan
nogle.
- Fordi man som forældre ønsker at give sit barn den gave,
det er at kunne spille et instrument.
- Derfor
Musikskolen