Månedsmail januar 2016

d. Thursday, December 17, 2015

 

Månedsmail Januar 2016

Tak for 2015 - Velkommen til 2016

  • Året der gik - Januar 2016!  
    Endnu et år er gået. I musikskolen tænker vi i "skoleår" som i skolevæsenet eller i "sæsoner" og i vores sæson er nytåret et tegn på ,at vi er halvvejs igennem vores "årshjul"; Musicalbrunch, strygerdag, talentlejrskole, klaversoiré og Spil Dansk-arrangementerne "Walker Rocker" (fælleskommunal koncert-dag for ungdoms-, gymnasie-, efterskole- og musikskolebands) og "Kordagen" for alle folkeskolernes kor er nu bag os. Ligeledes er jule-afslutningerne og vores store musical med dens øve-weekender, intensiv-forløb og forestillinger sidst i november. I år var musicalen om "Babes, Brains & Bitches" i reality-programmet "Babe Island" som også var forstillingens titel. Musikken var skrevet af vores elever og eleverne i skuespiller-truppen havde ligeledes stor medindflydelse i udarbejdelsen af selve manuskriptet. "Babe Island" blev bakket op af 33dygtige instrumental-elever i "musicalorkesteret" mandsopdækket af vores erfarne lærer-team.

  • Forårssemestret 2016
    I forårssemesteret venter så blæser-prætalentdag, en uge med soiréer for alle faggrupper i marts, vores folkeskole præsentationskoncert-turné i forbindelse med tilmelding til næste sæson, værtsskab af "Banddagen", en festival for skolebands med musik på 3 scener i 3 timer, og fælles-"projektugen"(uge 17) for alle vores elever og vores talrige afslutningskoncerter både for de enkelte lærere og sammenspilsholdene og og og...

  • Forventningen til 2016
    Vi tager hul på 2016 med endnu flere gode oplevelser for vores elever; fordybelse, glæde, begejstring, læring, koncentration, forpligtende fællesskaber, udadvendthed, kammeratskaber og kvalitetstid med den enkelte lærer.

  • Aktiv medspiller.
    I musikskolen er vi lykkedes med at være en aktiv medspiller i den "ny folkeskolereform". Vi nyder alle de elever vi deles om med folkeskoler, friskoler, gymnasier etc. -både hos os i musikskolen og som samarbejdspartner med skolerne.

 

  • Ny organisation januar 2016
    Pr. 1. Januar er musikskolen, i første omgang, på ledelsesplan lagt sammen med ungdomsskolen og "10'eren". Musikskoleleder John Rasmussen bliver den nye leder af organisationen og Morten Andersen bliver afdelingsleder af Musikskolen. En sammenlægning, der på sigt vil medføre endnu mere samarbejde på tværs af skolevæsenet - til alles bedste. Til august skal lærerne musikskolen derudover vænne sig til nye arbejdstidsregler ala folkeskolelærernes.

  • Forandringerne.
    Vi kommer til at klare forandringerne præcis som vores elever har klaret deres nu længere skoledag og stadig har tid til det, der måske netop giver dem overskuddet til det hele. Det vi er her for; "Musikken!". For eleverne vil det betyde endnu mere musik og endnu mere at være fælles om. Godt Nytår.

 

Arrangementer i Musikskolen januar 2016

 

Alle elever og forældre ønskes en god jul og et godt nytår og tak for et godt musikskoleår 2015. Vi ser frem mod 2016 med mange nye oplevelser og mange muligheder.


« tilbage